Begravelsesrådgiver hos Lavendla Danmark
Vi modtager gerne ansøgninger, også selvom vi ikke har et aktuelt behov i dit område.
Hos Lavendla har vi løbende kontakt med dygtige mennesker, der kunne være et godt match til rollen som begravelsesrådgiver. Derfor holder vi opslaget åbent, så du altid har mulighed for at sende os din ansøgning.
Vi rekrutterer ikke nødvendigvis aktivt til alle områder hele tiden. Når der opstår et konkret behov for en begravelsesrådgiver i et bestemt område, gennemgår vi de ansøgninger, vi har modtaget, og tager kontakt til relevante kandidater.
Om rollen
Drømmer du om at gøre en forskel for familier og pårørende, der har mistet? Som begravelsesrådgiver hos Lavendla får du mulighed for at være en vigtig støtte for mennesker i en af livets sværeste situationer.
Du hjælper familier og pårørende med at planlægge og skabe en personlig afsked. Det indebærer både rådgivning, koordinering og en lang række praktiske og administrative opgaver.
Du bliver på mange måder både projektleder, koordinator, idémager og problemløser – samtidig med at du er en nærværende og tryg samtalepartner for de pårørende gennem hele processen.
Hvis du kunne se dig selv i rollen, er du meget velkommen til at sende os en ansøgning. Så har vi mulighed for at lære dig at kende og tage fat i din ansøgning, hvis der opstår et relevant behov i dit område.

Lavendla har været aktiv i Sverige i 10 år. I Danmark startede vi i efteråret 2021 og har bygget en model op indenfor faget baseret på nye teknologier og anderledes metoder. Vi har begravelsesrådgivere i København og på det meste af Sjælland samt på Fyn og i Jylland.
Lavendlas koncept betyder, at du ikke står for kørsel af rustvogn eller behøver at have kontorlokaler til disposition. Vi stiller dette samt andre leverandører til rådighed for vores begravelsesrådgivere.
Kursus
Hos Lavendla anerkender vi, at det at arbejde med begravelser og mennesker i sorg kræver høj faglighed og et professionelt ståsted. Derfor skal man for at blive begravelsesrådgiver hos os, gennemføre et kursus i Lavendla.
Det kræver ikke nogen tilknytning til en bedemand eller erfaring med faget at starte på kurset i Lavendla. Vi giver med kurset mulighed for, at fagfolk med en anden uddannelsesmæssig baggrund kan komme ind i faget og bidrage med noget nyt og en anden måde at se tingene på.
Kurset er selvbetalt og vil være både en introduktion til Lavendlas værdier, arbejdsgange og digitale platform. Derudover modtager du en individuel og tryg introduktion til fagets praksis.
Efter kurset kan der indgås en samarbejdskontrakt med Lavendla, hvor du således arbejder som selvstændig med eget cvr.nr. Du bestemmer selv hvornår og hvor meget du vil arbejde, og du planlægger selv din tid og dine arbejdsopgaver.
Vores forventninger til dig
Det er ikke et krav, at du kender til branchen, men det er vigtigt at du har det rigtige mind-set og kan se dig selv i rollen som begravelsesrådgiver. Måske har du allerede arbejdet med mennesker, så du er vant til at møde andre i øjenhøjde. Det er vigtigt, at du kan tage ansvar for egne opgaver og tage selvstændige beslutninger. Du skal være fleksibel i forhold til at møde kunderne, hvor de gerne vil mødes, og så skal du have en evne til at afkode, hvad den enkelte kunde har behov for.
Derudover er det vigtigt at du:
Er struktureret og pligtopfyldende.
Er fleksibel mht. arbejdstider - også weekend og helligdage.
Er god til at lytte og kommunikere og skabe tillid omkring din person
Er hurtig til at vende problemer til løsninger.
Kan drive og lede en proces sikkert fra A -Z.
Har overblik og kan handle hurtigt.
Er indstillet på at samtaler om pris og økonomi er en del af arbejdet.
Har gode IT-kundskaber og er helt fortrolig med Office-pakken.
Behersker dansk og engelsk.
Har eget CVR.nr eller er indstillet på at oprette et.
Har egen bil.
Ansøgningsproces
For at komme i betragtning til et samarbejde med Lavendla skal du sende dit CV og en motiveret ansøgning.
Vi ser frem til at høre fra dig!
Vi frabeder os henvendelser fra rekrutteringsvirksomheder.